HOME ¦ JENS BRØNDUM FRØKJÆR ¦ MARTIN FRØKJÆR ¦ PORSCHE 912 ¦ AUTOUDSTYR ¦ KONTAKT

 

Curriculum Vitae

Anno 2005

Anno 2006

Anno 2007

Anno 2008

Anno 2009

Anno 2005

Året startede med vintervejr og udarbejdelsen af et gruppe-projekt i HD-faget IT & økonomi. Uforholdsmæssig megen tid blev brugt på dette mindre relevante fag, der blot blev bedømt med et "Bestået". Gruppearbejdet, som var en ny arbejdsform for os tre jurister, der dannede gruppe, skulle dog vise sig at blive en forsmag på det, der var i vente.

I april- og maj-måned blev et par weekender tilbragt med entreprenørarbejder i min brors relativt nyindkøbte hus i Aalborg, hvor vi byggede ny hovedtrappe med granitbelægning, "trimmede" havens flora samt opsatte nyt hegn i pileflet omkring terrassen.

I maj- og juni-måned forestod to gruppeeksamener i HD-fagene statistik og erhvervsøkonomi. Allerede primo maj lød startskuddet til 2 x 2 ugers udarbejdelse af statistik- og erhvervsøkonomiprojekterne, der skulle danne udgangspunkt for de efterfølgende mundtlige eksaminationer. Vel overstået, og en hel del klogere på gruppeprojektets natur, blev sommeren gået i møde med fuldt blus på Weber-grillen i det gode sommervejr. 

Sommerferien blev afholdt i juli-måned, hvor turen - som så ofte før - gik til Norge. Færgen til Larvik efterfulgtes af kørsel nordpå til Gaustablikk Høyfjellshotel, hvor vi indlogerede os i tre dage. Gaustatoppen blev besteget på normeret norsk tid (ganske imponerende, at den norske tidsangivelse kunne efterleves, eftersom nordmændene er født iført fjeld-støvler og Helly Hansen-habit). Det under anden verdenskrig ombejlede tungtvandsværk i Rjukan blev ligeledes besøgt.

Herefter gik turen videre nordpå til Beitostølen, hvor vi indlogerede os i yderligere tre dage på Radisson SAS. Den lokale "top" Bitihorn (1.608 m.o.h.) blev besteget uden de store problemer. Min bror og jeg havde sat os for, at vi skulle gå over Besseggen - den vel nok mest kendte fjeldtur i Norge. Som tænkt så gjort. Næste dag tog vi båden de ca. 10 km fra Gjendesheim til lejren Memurubu, hvorfra opstigningen blev påbegyndt. Selvom denne tur i norske turistbrochurer var kategoriseret som en "familjetur", blev vores kondition og potentielle højdeskræk sat på prøve. Afkastet af turen var - ud over på kort sigt træthed og på langt sigt bedre kondition - en fantastisk oplevelse af en særdeles særegen natur og en følelse af naturens kolossale styrke.

På billedet ses undertegnede på vej op fra Besseggen, der udgøres af den smalle "æg" midt i billedet. Det bemærkes, at vandet til venstre er beliggende 984 m.o.h., at vandet til højre er beliggende 1.374 m.o.h, at højden af fjeldet, der bestiges, er 1.740 m.o.h., og at de små prikker på fjeldet oven for mit hoved er friluftshungrende mennesker ...

Norgesturen blev afsluttet med det obligatoriske familiebesøg i Oslo-området, hvor vi tog ophold i én af mine kusiners hus. Opholdet faldt sammen med min fars runde fødselsdag, som derfor blev fejret på bedste dansk-norske manér. Turen hjem til Danmark foregik gennem Oslo-fjorden i den nedgående aftensol. 

Primo august deltog min bror og jeg i dette års Bridgestone Historic Rally (www.hrcd.dk) - det eneste internationale historiske rally i Danmark. Vi deltog for første gang i Sport A-klassen, der ligesom Expert-klassen kører ca. 15 etaper på i alt ca. 750 km fordelt over to dage.

På vores køretur til starten i Århus begyndte ladelampen for første gang nogensinde at lyse. Dette bevirkede, at Porschen var 90% tømt for strøm, da vi nåede Århus, og at vi ikke bestod rallyets tekniske kontrol i første omgang, idet der ikke var synligt lys i lygterne. Efter lidt pilleri ved dynamoen og en kortere febrilsk køretur på ringvejen i Århus begyndte Porschen af "uransaglige" årsager igen at lade, hvorfor vi skyndte os til den tekniske kontrol, der nu lod os passere 2 minutter før "lukketid" med en mindre bemærkning.

Efter denne oplevelse var det helt afslappende at blive sendt afsted på dagens ca. 350 km i silende regnvejr. Det skal dog bemærkes, at der ikke var strøm nok til at drive Porsches vinduesviskere de første 20 km ud af Århus!

Deltagelsen i Sport A-klassen betød, at en større del af løbet var henlagt til deciderede grus-, sand- og skovveje, der som følge af det våde vejr stillede store krav til førernes og kortlæsernes koncentration. En spændende udfordring, der passede os fint!

Summa summarum efter to dages koncentreret kørsel: 1. plads i Sport A-klassen - svarende til en 6. plads i generalklassementet umiddelbart efter tre danske, ét norsk og ét belgisk hold. 

På billedet ses vores Porsche samt to "konkurrenter" lige inden en etape på normalt afspærrede skovveje i Silkeborg-skovene skydes igang ...

 

Den 1. september påbegyndte jeg en master-uddannelse i skatteret ved Copenhagen Business School / Danmarks Forvaltningshøjskole. Et videreuddannelsestilbud fra min arbejdsgiver. Undervisningen foregik i Århus én dag om ugen, hvor jeg fulgtes med min kollega Leo. Det stod dog hurtigt klart, at de forskellige underviseres faglige (og pædagogiske) kvaliteter var mildest talt varierende. Generelt var udbyttet af fagene dog udmærket.

Sideløbende med master-uddannelsen kørte HD-uddannelsen videre med undervisning i Viborg hver torsdag aften i faget samfundsøkonomi, der blev anført af en særdeles kompetent og inspirerende underviser.

Den 17. september deltog vi i manøvreprøver på køreteknisk anlæg i Støvring i forbindelse med Peter Iversens 20 års jubilæum (www.porsche-classic.dk) som Porsche-mekaniker ...

Efterårsferien blev afholdt som en forlænget weekend på Clausens Hotel i Skagen. Selvom det var aldeles sidst på sæsonen, var der stadig ganske mange turister i byen. De sædvanlige seværdigheder så som Skagens Museum, Brøndums Hotel og Grenen blev taget i øjesyn, og det lykkedes mig endda at lokke min bror ud på en mindre løbetur forbi vippefyret ...

Pr. 1. november overgik jeg - sammen med tusindvis af "kollegaer" - til statslig ansættelse i det nye SKAT. En ikke helt gnidningsfri fusion med bl.a. store tekniske udfordringer, der tilsyneladende ikke var forudskikket af fusionens beslutningstagere. Fusionen bevirkede som følge af de  tekniske udfordringer kombineret med en vis rådvildhed blandt medarbejderne en væsentlig produktivitetsnedgang indtil medio december.

Ultimo november lød startskuddet til forberedelserne til eksamen på dette semesters to fag på Master i Skat-uddannelsen, som - mindre velvalgt - var placeret allerede den 2. december samt den 12. december. Den tidlige tidsmæssige placering af eksamenerne gav dog god tid til juleforberedelserne, omend en forkølelse lagde en dæmper på "udskejelserne".

Der er ved årets snedækkede udgang stadig ingen afklaring på den fremtidige fysiske placering af "vores" sekretariat. Jeg forventer dog, at 2006 bliver året, hvor vi foretager en fysisk flytning fra Skive til - sandsynligvis - Hobro. Men, intet er sikkert, og én ting, jeg allerede har lært om det nye SKAT, er, at der ikke udmeldes tidshorisonter! 

GODT NYTÅR 2006!!!

 

 

 

 

 

 

 

 

frokjar.com © 2005
2003